Nyheder og presse

Her på siden kan du finde seneste nyt fra Byregion Fyn samt information om presse og kommunikations henvendelser

 

Pressemeddelelser 

Public Affairs

 

Nicolai Svejdal 
Chef for Public Affairs

Tlf.: 20841513
E-mail: nes@erhvervshusfyn.dk 

Pressehenvendelser

 

Jan Bonde

Kommunikationschef 

Tlf.: 21206889
E-mail: jab@erhvervshusfyn.dk

Fynske borgmestre: Ny regering skal sikre bredbåndsdækning i hele Danmark – men pengene mangler

Tusindvis af borgere og virksomheder mangler fortsat adgang til bredbånd – særligt på Fyn og Øerne. Når bredbåndspuljen fra 2026 halveres og senere forsvinder helt, står den sidste udrulning uden finansiering – medmindre en kommende regering både forlænger og øger bredbåndspuljen, lyder det fra de fynske borgmestre. 

 

Danmark har med sidste års teleaftale fastsat klare nationale mål for den digitale infrastruktur: Næsten alle boliger og virksomheder skal ved udgangen af 2027 have adgang til meget høje bredbåndshastigheder, og de resterende skal have adgang til en grundlæggende minimumsdækning (100/30 Mbit/s).

En ambitiøs og vigtig målsætning, som kræver, at der også følger tilstrækkelig finansiering med. Sådan lyder budskabet fra borgmester i Svendborg Kommune, Bo Hansen (S), på vegne af de 10 fynske borgmestre:

“Folketinget har fastsat klare nationale mål for bredbåndsdækningen i hele landet. Men lige nu peger udviklingen i den modsatte retning: Bredbåndspuljen er netop blevet halveret – og udløber helt efter næste år. Hvis Danmark skal hænge sammen – også digitalt – kræver det, at en kommende regering både forlænger og styrker bredbåndspuljen, så den sidste udrulning kan gøres færdig,” siger Bo Hansen (S), borgmester i Svendborg Kommune.

 

Bredbåndspuljen er allerede halveret – og udløber snart

Den statslige bredbåndspulje er i dag det centrale redskab til at sikre bredbånd i de områder – herunder i landdistrikter og på småøer – hvor markedet ikke selv kan løfte opgaven. Puljen er reduceret til 25 mio. kr. årligt i 2026 og 2027 og udløber herefter helt, uden at der er afsat yderligere national finansiering.

Det betyder, at den sidste og mest omkostningstunge del af bredbåndsudrulningen – netop dér, hvor behovet fortsat er størst – risikerer at gå i stå, selvom de politiske målsætninger allerede er vedtaget.

 

Den sidste bredbåndsudrulning mangler finansiering

På Fyn og Øerne er udfordringen fortsat meget konkret. Efter bredbåndspuljen 2025 er der fortsat knap 2.000 adresser tilbage i restgruppen for minimumsdækningen. Med et gennemsnitligt tilskud på 58.477 kr. pr. adresse i bredbåndspuljen 2025 svarer det til et samlet finansieringsbehov på ca. 116,5 mio. kr. for Fyn og Øerne alene.

På landsplan peger samme beregning på et samlet finansieringsbehov på omkring 1 mia. kr. for den nationale restgruppe.

 

Konsekvenserne mærkes i hverdagen

Mangelfuld bredbåndsdækning er ikke kun et teknisk spørgsmål, men har konkrete konsekvenser for både virksomheder, borgere og bosætning. Det oplever Lennart Bønnelykke, som til daglig er selvstændig elektriker på Langeland:

“Bredbåndsdækningen er nogle steder så dårlig, at jeg ikke kan lave tilstandsrapporter, fordi jeg skal ind i offentlige systemer – og det kan jeg simpelthen ikke. Vi er også afhængige af, at der kommer tilflyttere, men de vil bo dér, hvor der er adgang til hurtigt og stabilt internet, så de kan arbejde hjemmefra. Det er så ærgerligt, hvis det her bliver en hæmsko for den positive udvikling, der ellers er lige nu,” siger Lennart Bønnelykke, indehaver af Bønnelykke EL ApS.

Også borgmester på Langeland, Jørgen Nielsen (K), peger på bredbånd som en forudsætning for sammenhængskraft:

“Manglende bredbånd er et nationalt problem med lokale konsekvenser. For Fyn og Øerne handler det helt konkret om arbejdspladser, bosætning og muligheden for at leve et moderne liv. Så hvis en kommende regering er optaget af at sikre balancen mellem by og land, er der også behov for at levere på den sidste bredbåndsudrulning ved både at forlænge og øge bredbåndspuljen i årene frem,” siger Jørgen Nielsen (K), borgmester på Langeland.

For de fynske borgmestre er det fælles budskab derfor klart: Skal de nationale mål for bredbåndsdækning realiseres i hele landet, skal en kommende regering tage ansvar for den sidste del af udrulningen. Det kræver, at bredbåndspuljen både forlænges og forøges, så også borgere og virksomheder uden for de største byer får de samme muligheder for at arbejde, drive virksomhed og bosætte sig som resten af landet.

 

Fakta

  • Ifølge en opgørelse fra Geo Fyn og FSDI. mangler 2.610 boliger og 918 virksomheder på Fyn og Øerne fortsat adgang til bredbånd på minimumsniveau.
     
  • Med bredbåndspuljen 2025 fik 515 adgangsadresser på Fyn og Øerne tilskud til udrulning af bredbånd. Hvis alle projekter realiseres, er der 1.993 adgangsadresser tilbage i restgruppen på Fyn og Øerne.
     
  • Det gennemsnitlige tilskud i bredbåndspuljen 2025 var 58.477 kr. pr. adresse.
     
  • Bredbåndspuljen er i 2026-27 halveret og udløber herefter uden ny national finansiering.
     
  • 7.513 boliger og 2.192 virksomheder på Fyn og Øerne mangler fortsat dækning, der kan levere meget høje bredbåndshastigheder.

Fyn får en kæmpe bid af bredbåndspuljen 

Mange flere fynboer kan se frem til hurtigere og mere stabilt internet. Hele 64 pct. af de adresser, som netop har fået penge fra statens bredbåndspulje, er nemlig fynske. Det betyder bl.a., at småøerne og Langeland får en alvorlig opgradering. Alt sammen takket være et stærkt fynsk samarbejde.

 

Digitaliseringsstyrelsen har netop uddelt midler fra bredbåndspuljen, der hvert år støtter projekter fra områder, der ikke har adgang til hurtigt og stabilt internet. Fyn og Øerne har modtaget 34,1 mio. kr. ud af den samlede pulje på 49,8 mio. kr., og det sker i forlængelse af et tæt og vedholdende arbejde på tværs. De fynske kommuner har gennem de seneste år haft et stærkt fokus at fremtidssikre den digitale infrastruktur, og de fynske borgmestre glæder sig over, at det nu giver pote: 

“At vi nu får dækning til borgerne på Hjortø, understreger styrken i det fælles fynske samarbejde – både med branchen, mellem kommunerne og med den imponerende ildsjæleindsats, som borgerne har ydet lokalt. I Svendborg Kommune glæder vi os også over, at så mange projekter nu får tilsagn, og at endnu flere borgere kan se frem til en bedre forbindelse” siger Bo Hansen, borgmester i Svendborg Kommune 

Ligesom en heroisk indsats fra frivillige lokalt har været afgørende for det fine resultat, er engagementet fra Energi Fyn, Svendborg Energiforsyning og Nordfyns Energiforsyning også en vigtig nøgle til at udløse de mange penge. Selskaberne har nemlig bidraget konstruktivt i ansøgningsrunden og kommer nu også til yde en stor indsats, når de mange projekter skal rulles ud. 

 

Småøerne får fiber og Langeland får mest 

“Tilskuddet til at etablere fiber til Bågø er et vigtigt skridt for øen og et tydeligt bevis på den stærke lokale ildsjæleindsats, som har båret arbejdet frem. Samtidig skal vores nationale politikere og Digitaliseringsstyrelsen have stor ros for deres vedholdende fokus på, at alle adresser skal med rent dækningsmæssigt – og ikke mindst for at være lydhøre overfor ø-udfordringen. Det er et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når lokalt engagement og national opbakning går hånd i hånd,” lyder det fra Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune. 

Bredbåndspuljens støtte til fiber på Bågø og Hjortø er et vigtigt skridt for småøerne, så de ikke efterlades bag de bynære områder, mens Langeland med 19,5 mio. kr. kan glæde sig over at være den kommune i landet, der har modtaget størst tilskud. 40 pct. af puljen går således til at opgradere internetforbindelsen på 308 adresser i Langeland Kommune: 

“Det er en rigtig god nyhed for hele Langeland og især for Strynø, der nu også kan se frem til stabilt internet. Det er et tydeligt løft af den samlede digitale dækning på Fyn og Øerne og et markant skridt mod bedre forbindelser og endnu bedre service til både borgere og virksomheder. Det er dog vigtigt, at vi fastholder det stærke samarbejde, så vi når helt i mål med de sidste fynske adresser. For digital infrastruktur er kritisk infrastruktur,” siger Tonni Hansen, borgmester i Langeland Kommune. 

 

Nyt stærkt partnerskab skal bane vejen for 2030-mål

De fynske kommuner og landbruget sætter nu for alvor jagten ind på CO2-udledning i det fynske. Med en ny partnerskabsaftale bliver der nemlig slået en tyk streg under dedikationen til at arbejde for en samlet fynsk CO2-reduktion på 80 pct. frem mod 2030. Det er landbrugets tre største organisationer, der har fattet pennen sammen med samtlige 10 fynske kommuner.

 

Link til aftale:

Partnerskab for international arbejdskraft på Fyn og øerne

 

Partnerskabet skal se helhedsorientering på tiltrækning, modtagelse og tilknytning af international arbejdskraft og styrke relationerne mellem partnerskabets medlemmer og organisationer. Der er mange forskellige vinkler og områder som der kan tages fat på, men først og fremmest er det vigtigt at danne sig et overblik situationen som den ser ud lige nu og derefter lave en meningsfuld afgrænsning.

Logo og pressefotos:

 

Byregion FYN logo mappe