De fynske kommuner sammen om vækst og udvikling
Munkebjergvænget 1 – 5230 Odense M / T: 70 23 55 15
Fyn og øerne har potentiale til at tiltrække fremtidens vækst. Derfor står ni fynske kommuner sammen om tværkommunale indsatser, der skal udnytte de fynske vækstbetingelser maksimalt. Sammen vil kommunerne arbejde for at skabe flere arbejdspladser, øge bosætningen og udvikle en stærk sammenhængende infrastruktur.
Fynske kommuner deler vækstgrundlag
De fynske kommuner udgør i dag ét sammenhængende arbejdsmarked og bosætningsområde med korte afstande og stor sammenhængskraft. Fyn står med en udbygget uddannelsessektor, én fælles infrastruktur og knap 500.000 borgere der lever, arbejder og uddanner sig på- og udenfor – Fyn.
Tilsammen udgør det ét fælles vækstgrundlag, og et solidt udgangspunkt for at forløse potentialer og møde udfordringer i fællesskab.
Erhvervshus Fyn
Erhvervshus Fyn er én indgang til erhvervsfremme for fynske virksomheder. Her er samlet både den specialiserede erhvervsservice, vækstprogrammer samt arbejdet med at skabe nye forretningsmuligheder i det fynske erhvervsliv.
Erhvervshus Fyn arbejder strategisk og helhedsorienteret med fynsk erhvervs- og turismefremme ved at koordinere, skabe forbindelser og sikre netværk på tværs af de fynske kommuner, virksomheder, erhvervsklynger, uddannelsesinstitutioner og andre aktører med det mål at skabe bæredygtig vækst og udvikling i de fynske virksomheder og styrke den fynske sammenhængskraft.
Erhvervshus Fyn har et skarpt og målrettet blik for fremtiden og erhvervshuset fremtidssikrer og skaber grobund for nye erhvervsfyrtårne og en bæredygtig turistdestination.
Med etableringen af et samlet Erhvervshus Fyn i 2019, er der skabt et fælles fynsk sammenhængende, énstrenget og overskueligt erhvervsfremmesystem målrettet virksomhederne og aktørerne. Her arbejder Erhvervshus Fyn, erhvervsklynger og den lokale erhvervsservice tæt sammen i et værdiskabende samarbejde om udvikling og vækst i det fynske erhvervsliv, blandt andet ved hjælpe de fynske virksomheder med at styrke deres konkurrencekraft og udvikling.
I 2020 styrkedes den fynske sammenhængkraft yderligere ved at indlemme Geo Fyn, Havørred Fyn og Byregion Fyn i Erhvervshus Fyn, og dermed forankre den fælles fynske vækstfremme og den fynske erhvervsfremme i samme organisering.
Det samarbejde findes ikke andre steder i Danmark, og det gør, at Fyn står stærkere i forhold til at skabe synergi, sammenhængskraft, videndeling og resultater.
Læs mere om Erhvervshus Fyn på www.ehfyn.dk
Fynske folketingspolitikere
De fynske byråd har i regi af Byregion Fyn et tæt samarbejde med Christiansborg, herunder de fynske folketingspolitikere og ministre. De fynske borgmestre og de fynskvalgte MF´ere mødes halvårligt til MF-møde FYN, hvor engagerede politiske drøftelser af aktuelle emner samler Fynske politikere om både lokale og nationale overskrifter og interesser.
Region Syddanmark
Region Syddanmark og Byregion FYN samarbejder på flere strategiske indsatsområder, hvor fælles interesser og et godt blik for samarbejdets styrke giver stærkt fundament for samarbejdet. Region Syddanmarks “Regional udviklingsstrategi 2020-2023 – Fremtidens Syddanmark” har mange pejlemærker tæt på de fynske målsætninger om vækst og udvikling på en række områder. Her kan nævnes fokus på mobilitet, bæredygtighed og den grønne omstilling. Således arbejder Byregion Fyns kommuner og Region Syddanmark eksempelvis sammen om klimahandlingsplaner i det landsdækkende projekt “DK2020”.
Fyn samarbejder i tværkommunale organisationer med specifikke indsatsområder. Klik på logoet for at læse mere om de fynske organisationer.
Destination Fyn er den fynske klynge inden for turisme og oplevelsesøkonomi og er baseret på et offentligt-privat samarbejde på Fyn og øerne.
Destination Fyn arbejder for at udvikle oplevelsesøkonomien på Fyn og Øerne igennem et stærkt, bæredygtigt samarbejde med de lokale aktører, så den fynske DNA sættes i spil overfor relevante målgrupper for at øge antallet af gæster til Fyn. Destination Fyns vision er enkel: At skabe verdens bedste destinationssamarbejde!
Fokus er på at tiltrække turister, udvikle destinationen og styrke erhvervet. Destination Fyn skaber et stærkt og attraktivt brand for Fyn og ørene, som stedet for både ferie, events og erhvervsophold. Her gribes mulighederne og deraf tiltrækkes de ønskede gæster iht. økonomi og tilbud Fyn udmærker sig på.
Destinationen udvikles målrettet ved at spotte tendenser, se nye forretningsmuligheder og udvikle aktørerne, såvel identificere potentialer på tværs og koble til partnerskaber og finansiering. Erhvervet styrkes blandt andet ved at bruge dyb faglig viden fra analyser, data og netværk. Det styrker grundlaget for udvikling, gavner den enkelte aktør og skaber de bedste forudsætninger for vækstorienterede samarbejder.
Destination Fyn er ejet og finansieret af de fynske kommuner og er en del af Erhvervshus Fyn.
FilmFyn er en regional filmfond, der støtter spillefilm, tv-fiktionsserier og kort- og dokumentarfilm med det mål at skabe vækst, udvikling og oplevelser, der bidrager til filmkulturen på Fyn og i Danmark.
FilmFyn støtter film med det formål at være med til at stimulere udviklingen i omsætning og arbejdspladser – direkte eller indirekte knyttet til filmproduktion såsom virksomheder som filmstudier, kameraudlejning, udlejning af lys og lyd, redigeringsfaciliteter, filmarbejdere, håndværkere, hoteller, catering osv.
FilmFyn har udviklet sig til at blive et kulturelt fyrtårn i regionen. Spillefilm, dokumentarfilm- og tv-fiktionsserier dominerer den kulturelle dagsorden. Produktionerne skaber omsætning, store oplevelser og kan være med til at løfte Fyns kulturelle identitet.
FilmFyn er både optaget af projekter, der skaber omsætning og omtale, og projekter hvor man kan genkende alle sider af Fyn og derigennem skabe grobund for filmturisme, der gavner hele Fyn.
Herudover tager FilmFyn initiativ til aktiviteter, der udvikler og styrker den fynske filmbranche, ligesom FilmFyn har en filmpædagogisk indsats rettet mod børn og unge. Derfor investerer de fynske kommuner i FilmFyn.
FilmFyn er finansieret af kommunerne, og modtager filmstøttemidler fra staten via regeringens filmaftale med Folketingets partier. FilmFyn er et aktieselskab ejet af 9 fynske kommuner, Fyns Erhverv og TV 2/DANMARK.
Kulturregion Fyn er et fælles fynsk samarbejde, der binder kulturlivet sammen på tværs af Fyn og øerne.
Kulturregion Fyn arbejder med målsætning om at:- Styrke det fynske kulturliv- Skabe en høj kunstnerisk og kulturel profil på tværs af kommunegrænserne- Gøre de fynske kulturtilbud tilgængelige og attraktive også for nye målgrupper
Kulturregion Fyn løfter initiativer, som den enkelte kommune ikke ville kunne løfte alene. Initiativer som er et supplement til den enkelte kommunes egen kulturindsats. Kultursamarbejdet skal således supplere de samlede kulturaktiviteter på Fyn og ikke erstatte lokale indsatser.
Det fynske kulturlandskab dækker professionelle kulturinstitutioner og kulturaktører, der bidrager med kvalitetstilbud til borgerne, et spirende vækstlag, der udfordrer den kulturelle scene og ikke mindst amatører og andre aktører, der bidrager til at sætte nye kulturaktiviteter i gang rettet mod en bred skare af målgrupper. Det styrker kulturlivet på Fyn.
Havørred Fyn er et samarbejde mellem de fynske kommuner med det formål dels at understøtte et godt rekreativt havørred fiskeri på Fyn og øerne og dels at markedsføre Fyn og øerne som lyst- og sportsfiskedestination.
Havørred Fyn bidrager til at styrke fiskeforhold ved at udsætte havørreder samt løbende restaurering af vandløb, som giver optimale gydeforhold. Herudover står Havørred Fyn for en faglig og målgruppeorienteret markedsføring af havørredfiskeri på relevante platforme i ind- og udland med en tilknyttet guideservice for at styrke den enkeltes oplevelse af fiskeriet på den fynske kyst. Havørred Fyn indsatser faciliteres af i et samarbejde mellem Assens kommune og Destination Fyn.
I forpligtende samarbejde med de fynske bygherrer og entreprenører, arbejder Byg til Vækst med opkvalificering af og rekruttering til den fynske byggebranche. Det gøres ved kvalificerede faglige samarbejder med de fynske kommuner, uddannelserne indenfor byggeriet, de fynske jobcentre og de uddannelsesbærende fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer om at styrke beskæftigelsen i byggebranchen.
Byg til Vækst blev etableret af de fynske kommuner i 2014 som en netværksforening bestående af arbejdstagerne og arbejdsgiverne inden for bygge-/anlægsbranchen på Fyn – samt af de fynske jobcentre og de uddannelsessteder, der beskæftiger sig med branchen. Det samler kompetencerne om opgaven.
Parterne arbejder i fællesskab for at sikre nyttiggørelse af større fynske anlægsarbejder i et jobskabelses- og vækstperspektiv. Formålet er at sikre beskæftigelse til den fynske arbejdskraftreserve og udvikle den fynske arbejdsstyrke.
Geo Fyn er et geodata samarbejde, mellem de fynske kommuner. Omdrejningspunktet er dataanvendelse, primært dataanalyse og -visualisering.
Formål er blandt andet at skabe et stærkt datagrundlag, der giver indsigt og viden på tværs og dermed styrker udvikling af projekter, beslutninger og visioner for udvikling og vækst.
Geo Fyn koordinerer og understøtter kommunerne i datarelaterede driftsopgaver og -projekter, sikrer tværkommunal videndeling og tilbyder workshops og netværk for kommunernes datamedarbejdere. Herudover administrerer Geo Fyn en dataplatform, der giver mulighed for at se og udstille fælles datasæt i et webkort og på en dataportal til fri afbenyttelse for kommuner, borgere, foreninger, virksomheder, uddannelsessteder, osv.
Geo Fyn er ejet af de fynske kommuner og en del af Erhvervshus Fyn